Husstøvmideallergi hos børn
Husstøvmideallergi er en luftvejsallergi, der rammer nogle børn. De små støvmider lever næsten overalt, hvor mennesker bor. De lever af døde hudceller og samler sig på hyggelige steder, hvor de kan finde mad – i senge, tøjdyr, sofaer og tæpper.
En enkelt mikroskopisk partikel af husstøvmideafføring kan være nok til at udløse en allergisk reaktion. Typiske symptomer inkluderer tilstoppet eller løbende næse, nysen og kløende øjne.
Ukontrolleret husstøvmideallergi kan have betydelige og alvorlige følger
- Dit barn har det måske værst i hjemmet, hvor husstøvmiderne også bor. Symptomerne kan påvirke søvnen, så dit barn er træt i løbet af dagen
- Barnet kan være ked af det og føle ubehag pga. allergien
- Husstøvmider trives i madrasser og sengetøj, hvilket kan besværliggøre overnatning hos venner
- Nogle børn kan hyppigt opleve bihulebetændelse og smerter
- Symptomer kan starte tidligt og senere udvikle sig til allergisk astma
Har barnet generende symptomer fra allergien, kan det være på tide at bestille tid hos lægen hvis du ikke allerede har gjort det. Det er altid en god idé at være forberedt.
Øg din viden om husstøvmideallergi og tag en snak med lægen for at finde ud af hvilke muligheder, der er bedst for dit barn.
UNDGÅ ALLERGENERNE og reducer symptomerne
- Reducer barnets kontakt med allergener, der udløser allergien og undgå allergiske reaktioner
- Bliv klogere på, hvad der udløser symptomerne og lær barnet at undgå dette
- Spørg lægen til råds og få specifik vejledning omkring dit barns allergi
Børn kan opleve forskellige symptomer på husstøvmideallergi som tilstoppet eller løbende næse, hoste, nysen, vejrtrækningsproblemer, kløende og rindende øjne samt forværring af børneeksem (atopisk dermatitis).
Symptomer på husstøvmideallergi kan til forveksling minde om en forkølelse, men til forskel fra virusinfektioner går symptomerne ikke væk.
Generne vil typisk være mest udtalt om natten eller om morgenen, hvilket medfører, at børn med allergi over for husstøvmider kan føle sig trætte og uoplagte som følge af en dårlig nattesøvn
Husstøvmideallergi betegnes indimellem som allergi overfor støv. Denne betegnelse er dog misvisende, da det ikke er støvet i sig selv, som forårsager allergien, men derimod husstøvmider.
Husstøvmiderne lever i tekstiler, særligt omkring sengemiljøet, hvor de formerer sig med lynets hast og efterlader kropsdele og ekskrementer, som udgør de stoffer, som husstøvmideallergikerne reagerer på
Vær opmærksom på, at børn med følsomme slimhinder kan reagere på støv, selv om de ikke er allergiske over for husstøvmider.
Børn med allergi over for husstøvmider kan være generet af allergien året rundt. Nogle vil dog opleve, at symptomerne forværres i vinterhalvåret, hvor fugtigheden er høj og hvor børnene typisk tilbringer mere tid indendørs
Symptomerne vil ofte være mest fremtrædende i det tidsrum, barnet tilbringer i sengen, hvor koncentrationen af husstøvmider er størst. Dermed kan barnet være generet af symptomer, der forstyrrer nattesøvnen og resulterer i træthed dagen derpå, men aktiviteter som leg, pudekamp og oprydning kan også medvirke til, at allergenerne fra husstøvmiderne hvirvles rundt og forårsager symptomer.